Indre vinter- den lille død

Dag 2 indre vinter. 

Den lille død!! Sådan beskrives den her periode. En indre lille død. Hver måned gør vores krop os klar til at skabe. Klar til at skabe liv. Langt de fleste måneder slipper kroppen den mulighed. Et fysisk slip af blod og væv. Et psykisk slip, som kommer med en træthed og indadvendthed. Den ydre verden betyder mindre i de her dage. 

 Hver måned skal jeg overgive mig. Læne mig ind i det slip. Omfavne og acceptere trætheden og at jeg ikke rigtigt orker andre. 

Hver måned går jeg lidt i panik. Åh nej, alt det jeg gerne ville nå, alt det jeg gerne ville ordne og min krop orker bare ikke. Jeg taler langsommere. Falder nemmere i staver. 

Min datter sagde igår aftes, “Mor du er altså lidt irriterende de her dage, hvornår er du i dit forår igen?” Og jeg forstår hende godt. Jeg ikke ligeså givende, eller ligeså snakkende. Jeg siger lidt mere nej. 

Jeg sagde til hende, at sådan er variationen måneden igennem. Lige nu er jeg træt og at det er vigtigt at vi husker på at det er okay at vi ikke er ovenpå hele tiden. At det handler om mig og ikke om hende♥️. Hun forstod med samme. 

Hver måned når panikken lige rammer mig, så trækker jeg vejret ekstra dybt og husker mig selv på variationen. Husker mig selv på at det ikke varer evigt. Husker mig selv på de gaver der ligger i den her pause. 

Gaven med den indre stilhed. I den stilhed opstår der fokus og retning. Det bliver tydeligt for mig hvad der ikke længere skal fylde. Hvad der kan slippes. 

Når panikken ligger sig, breder roen sig og jeg kan være i mit indre vinterhi. 

Jeg nærer mig selv med varme- især her hvor det er så koldt udenfor. Jeg pakker mig ind i uld. Spiser nærende supper, drikker varm the, med urter, som styrker og støtter mig. Jeg skruer ned for forventninger og tillader mig bare at være. 

Men hver måned må jeg lige igennem det lille panikstadie….måske det en dag ikke er nødvendigt!!