Min Instagram konto som blev slettet.

Kære jer
Der er sket det, at instagram valgte at deaktivere min konto fredag den 22 okt. De skrev at jeg havde overskredet deres fællesskabsregler. Jeg har virkelig læst og læst de regler efterfølgende og jeg kan simpelthen ikke se hvor jeg skulle have overskredet nogen regler. Jeg føler ikke at jeg har gjort noget som helst forkert.
Det har været noget af en følelsesmæssig rutsjebanetur. Jeg er klar over at instagram er et selvstændigt firma og de kan gøre hvad de vil, men det har rystet mig, at hele mit business fundament på et øjeblik er revet væk. Jeg har forsøgt og forsøgt at komme i tale med dem uden held.
Jeg har tænkt mange tanker og mærket mange forskellige følelser siden min profil blev lukket. Jeg følte sorg. Jeg mistede noget, som jeg holdt af, min lille oase. Mit sted, hvor jeg delte ud om alle de tanker og visioner og drømme jeg har. Det strømmede gennem mig og ud til jer. Al jeres vidunderlige feedback som kom igen. Den kanal blev lukket.
Og det græd jeg over. Jeg følte afmagt og frustration over at det kan ske. Samtidig følte jeg vrede og også lettelse, for det skøre var, at lige op til min konto blev slettet havde jeg tænkt mange tanker om instagram og min brug, og behov for det her sted. Jeg følte noget nyt skulle ske. Det skulle jo være mig der bruger den her platform og ikke mig der bliver slaven af algoritmer, likes og nu offer for censur.
Jeg følte og føler også en kæmpe indre ild- jeg er IKKE færdig med at dele om det jeg brænder for, trods censur. Men jeg må tænke bredere og ikke ligge alle mine æg i en kurv. Derfor bruger jeg min hjemmeside sivgry.dk og den blog jeg har der mere. Jeg bruger facebook og jeg bruger min telefon og mail og kontakter folk ude i den virkelige verden.
Den her nedlukning af min profil har fået mig til at vende blikket indad og udad og tænke nye veje for det jeg skal. Det har været en vigtig proces og jeg er ikke færdig med den. Jeg ved endnu ikke hvad mig og instagram skal eller ikke skal. Jeg cirkler lidt om det endnu. Men nu har jeg åbnet den her nye profil og uanset hvor mig og instagram lander henne, så kommer det til at handle om det jeg brænder for, nemlig kvinder og €yklus (ved ikke om jeg tør skrive det ord almindeligt længere…)
Så kære jer, som har fundet vejen til mig igen, hvor er jeg bare glad for at I er her♥️