Min første optræden på TV
Jeg blev for et par måneder siden kontaktet af Anne som er journalist på https://www.tv2ostjylland.dk/ Hun laver et lille program der hedder “Nørderier” https://www.tv2ostjylland.dk/norderi hvor folk som nørder indenfor et bestemt emne får små 8 minutter til at folde deres passion ud. Hun ville gerne have et program med cyklus.
Først tænkte jeg FEDT, så blev jeg lidt i tvivl, for var det lige stedet og målgruppen og ville det være muligt at få mit budskab ordentligt ud. Jeg valgte at sige ja.
De kom to kvinder. En filmkvinde og journalist Anne. Det var en speciel oplevelse. Lamper og kameraer blev stillet op i min stue og ret hurtigt gik vi igang. Anne spurgte om alt muligt og jeg svarede. Der blev taget en masse forskellige dækbilleder og så var det ovre.
I ugerne efter prøvede jeg at lade være med at tænke for meget på det, for det var lidt nervepirrende at det skulle sendes ud til 60.000 seere. Derudover ville det blive delt på deres Facebook og instagram profil.
En uges tid før det skulle vises i fjernsynet ringede Anne og fortalte hvad de havde valgt at tage med. At det ikke var muligt at tage så meget med som man kunne ønske, men at de havde valgt at lave en dybdegående artikel med alt det jeg havde fortalt om de fire indre årstider.
Så blev det dagen hvor det skulle sendes. Lørdag den 29 februar og endda på fuldmåne i jomfruen. Det blev sendt kl 19.30. Jeg har ikke TV2, hvilket passede mig fint, så kunne jeg vente med at se det til senere. På en eller anden måde føltes det mere trygt, at jeg først så det bagefter. Jeg satte mig alene og så det. Det var jo egentlig ganske udemærket og jeg kunne ånde lettet op.
Programmet er en kort præsentation og intro til emnet. De havde ønsket en sådan let og frisk og sjov lørdagsstemning, så de havde valgt de klip, der var mest gang i. Det var jo et kort program, så selvfølgelig kunne det ikke blive så dybt, som jeg kunne ønske, men jeg glæder mig over at emnet kom på dagsordenen.
Jeg synes du skal se det lille klip nedenunder og lad mig endelig høre hvad du synes? https://www.tv2ostjylland.dk/noerderi/noerderi-menstruationscyklus